|
Grundejerforeningen Ørnbjerg
Bestyrelsens beretning 2013
12. juli 2013
For bestyrelsen har det forløbne år
siden sidste generalforsamling været ganske roligt. Der har
ikke været nogen af de her kedelige deklarations sager, så
bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke alle
medlemmer for, at I gør hvad i kan for at overholde
deklarationen.
Vi har derfor kunnet koncentrere vort
arbejde dels om de normale gøremål i en forening som vores,
og dels med at søsætte nye projekter.
1. Den kommende lokalplan.
Tilbage i 2009 blev vi i forbindelse
med en sags afgørelse orienteret af kommunen om, at de i
2010 ville udarbejde en ny lokalplan for vort område. I
foreningen gik vi derfor i gang med en revision af vores
deklaration, således at vi kunne få eventuelle ønsker om
ændringer af deklarationen med i den nye lokalplan.
På generalforsamlingen i juli 2010
vedtog vi, hvilke ændringer af deklarationen vi gerne så
medtaget i lokalplanen.
I efteråret 2010 havde vi så et møde
med kommunens sagsbehandlere, hvor vi bl.a. gennemgik vores
deklaration med de vedtagne ændringer, og hvad vi i øvrigt
gerne så, at den nye lokalplan skulle indeholde.
Herefter gik sagen i stå.
Det største problem for os i dag er
nok, at kommunen siden 2010 ikke har været villig til at
give nogen dispensation fra vores deklaration, også selvom
bestyrelsen har kunnet anbefale en sådan dispensation.
Det gælder bl.a. i byggesager, hvor en
række medlemmer gerne vil bygge på siden af deres længehus,
i henhold til den ændring vi vedtog på generalforsamlingen i
2010. Men de har alle få afslag på byggeansøgningen.
Vi har løbende rykket kommunen for at
få den lokalplan lavet, og da de i januar i år endnu engang
ikke kunne give os et svar på, hvornår det ville ske,
kontaktede vi borgmesteren og direktøren og forelagde dem
den for os utilfredsstillende situation, og bad dem i det
mindste om at give dispensationer i de byggesager, som
vedrører byggerier på siden af længehusene.
Kommunen holdt imidlertid fast på, at
der ikke ville blive givet dispensationer, men at de i
foråret i år ville påbegynde udarbejdelsen af lokalplanen,
og at vi ville blive indkaldt til et møde herom.
Det skete så ikke.
Men for kort tid siden har vi fået
oplyst, at kommunen nu har udpeget en ny sagsbe-handler, at
arbejdet med lokalplanen påbegyndes i august / september,
og at vi i den forbindelse bliver indkaldt til et møde
herom.
Forløbet i udarbejdelsen af nye
lokalplaner ifølge Planloven er i øvrigt:
- forslaget til lokalplanen udarbejdes
i Teknik- og Miljø afdelingen. Og det er så i denne
indledende fase, at vi bliver inddraget.
- herefter behandles forslaget
politisk
- hvorefter det skal offentliggøres
til høring i 8 uger.
I denne fase får vi alle fra kommunen
tilsendt et papirkopi af deres forslag til lokalplanen. Når
vi har set dette forslag vil bestyrelsen tage stilling til,
om vi skal afholde et medlems-møde for at diskutere
forslaget og eventuelt komme med indsigelser fra foreningens
side. Hvert enkelt medlem kan naturligvis også indsende
indsigelser til kommunen.
- eventuelle indsigelser behandles
herefter i Teknik- og Miljøudvalget
- hvorefter lokalplanen igen behandles
politisk og vedtages
- efter vedtagelsen skal planen
bekendtgøres med 4 ugers klagefrist.
Når lokalplanen er endeligt vedtaget,
bliver den lagt ud på kommunens hjemmeside som en pdf fil,
hvor man så kan hente den og printe den ud.
I bestyrelsen mener vi imidlertid, at
lokalplanen er et så vigtigt dokument for alle foreningens
medlemmer, at vi vil få trykt et papir eksemplar til alle
medlemmer.
Alt i alt skal vi desværre nok ikke
regne med, at vi har lokalplanen på plads indenfor det næste
års tid.
2. Veje og snerydning.
På lange strækninger fejler vore veje
jo sjældent noget, medens vi på de sædvanlige strækninger
døjer mere eller mindre med huller.
I år har vore veje indtil nu været
nogenlunde farbare, og vi har derfor ikke fået vejene høvlet
af.
I bestyrelsen har vi talt om, hvorvidt
vi skulle anskaffe os et læs stabilt grus, som vi så i
foreningen kunne anvende hen over året til at lukke opståede
huller i vejen med. Tanken er ikke ny, men den er som regel
strandet på, hvor vi skulle lægge sådant et grus depot.
Da der efter vores opfattelse ikke er
et oplagt sted i vort område til et sådant depot, har vi
talt med Sommerhuspedellen oppe på Kettrup Bjerge Vej om
muligheden for at have et depot liggende hos ham, og det er
OK for ham. Depotet er lavet, og vi kan nu efter behov hente
en trailer grus deroppe, og fylde i hullerne efterhånden som
de opstår, eller vi kan få sommerhuspedellen til at hjælpe
os dermed.
Skønt den forløbne vinter har været
lang, fik vi ikke de store sne mængder her i Kettrup. Vi har
derfor kun fået ryddet vejene et par gange. Vi har nu i
foreningen ryddet vejene for sne i tre vintre og har i
gennemsnit brugt 2.000 kr. herpå. Vi synes, at disse penge
er godt givet ud, og vil derfor også i de kommende vintre
rydde vejene for sne op til weekender og helligdage.
Der er en del af vore medlemmer, som
har prøvet at sne inde i løbet af en weekend. Foreningen kan
ikke påtage sig at komme til undsætning i sådanne tilfælde,
men skulle det ske igen for nogen, koster det ikke en
bondegård at få vores entreprenør, som er Jens Albertsen
tlf. 2044 7491, til at rydde det nødvendige stykke vej.
3. Drænanlæg.
Vi har i foreningen to drænanlæg, som
henholdsvis dræner den nederste del af Sarasvej området og
Selmavej området.
Begge steder lavede Jammerbugt Kommune
for nogle år siden grundvandssænknings anlæg, og
vedligeholdelsen af anlæggene har siden da ligget hos
kommunens forsynings-selskab.
Medens anlægget på Sarasvej i år ikke
har givet anledning til problemer, har Selmavej anlægget
voldt os problemer, og det vil nok også gøre det en tid
fremover.
Problemet er, at afløbet fra anlægget
ligger meget lavt i forhold til bunden i den grøft, som
anlægget afvander til. Vi taler her om grøften nede ved
hjertesøen og østpå.
Afløbet sander derfor ofte til,
hvilket i værste fald kan medføre problemer med
sive-anlæggene på Selmavej.
Bestyrelsen holder afløbet under
opsyn, og da der var ved at opstå problemer sidste år,
henvendte vi os til forsyningsselskabet, og gjorde dem
bekendt hermed.
Trods adskillige henvendelser over
mere end ½ år, skete der imidlertid intet. Omkring nytår var
problemet med afløbet yderst kritisk, og vi tog derfor
kontakt direkte til direktøren for selskabet. Problemet blev
herefter løst på to dage.
Vi vil gerne have problemet løst
permanent, idet vi også selv bruger en del kræfter på at
holde afløbet frit. Det kan imidlertid kun ske ved at grave
grøften ½ -1 m dybere, idet selve afløbsrøret ikke kan hæves
- der vil i så fald blive for lille hældning på røret.
Forsyningen har ansvaret for grøften fra udløbet til broen
over grøften, hvorefter ansvaret går over på os indtil skel,
hvor det så går over til diverse lodsejere.
Det er nok en lidt større opgave, men
vi vil prøve at undersøge, hvorledes det kan lade sig gøre
at få problemet løst.
4. Nyt Grønt Partnerskab.
På generalforsamlingen sidste år
omtalte vi, at vi ville starte et nyt Grønt Partnerskab op
vedr. skovpleje sammen med Jammerbugt Kommunen. Trods
gentagende henvendelser til kommunen lykkedes det imidlertid
først her i januar måned at få en dialog om projektet i gang
med kommunen.
Vi har efterfølgende besigtiget vore
skove og plantager sammen med Christian Sejlund, som er
skovfoged ved kommunen, og har sammen med kommunen herefter
udarbejdet en ansøgning til Naturstyrelsen om støtte til
skovpleje.
Skovpleje projektet går kort fortalt
ud på følgende.
a) Skoven langs den vestlige side af
Sarasvej.
Den nordligste del af skoven ned mod
hjertesøen er ved at falde helt sammen, og vi vil her
plukfælde de dårligste træer og efterplante med skovfyr.
Går vi lidt sydpå, har vi rigtig mange
steder med både nye træer og lysninger. En del af
lysningerne vil vi gerne bevare, medens vi vil plukfælde de
dårligste af træerne omkring andre lysninger, således at vi
kan efterplante. Også her vil der blive plantet skovfyr, men
mange steder vil der også blive plantet løvtræer,
hovedsageligt som eg. Haren og rådyret elsker som bekendt
løvtræer, så det vil være nødvendigt at plante disse træer i
rør. Det ser ikke kønt ud, men det er betingelsen for at vi
også kan få områder med løvtræer i vort område i fremtiden.
b) Beplantningen for enden af Sarasvej
er meget dårlig, og vi vil derfor i samarbejde med
sommerhusejerne i området nærmere aftale, hvor meget vi skal
rydde og genplante.
c) Stien der forløber fra Sarasvej
over til Sylviavej ligger nu helt åben og med udsigt til det
ikke særlig kønne tennisanlæg syd herfor.
Spørgsmålet er, om ikke vi skulle
plante en række fyr, buske eller lignende langs stiens
sydside, således at vi igen dels får lukket udsigten til
tennisanlægget og dels får den gamle skovsti tilbage.
d) I sydskoven har vi en masse flotte
løvtræer, som delvist er ved at blive forvist af grantræer.
Vi vil her langs hele skovbrynet blotlægge de bedste
løvtræer ved at fælde grantræerne, således at vi får et
åbent skovbryn af løvtræer og grantræer.
e) i plantagen omkring de enkelte
sommerhuse har medlemmerne i vid udstrækning selv sørget for
plejen af området. For en del medlemmer er træerne og
bevoksningen efterhånden blevet så store, at man gerne vil
have foreningen til at hjælpe med bl.a. fældning og flisning.
Vi vil gerne tage sådanne arbejder med
ind i projektet. Så hvis der er nogle medlemmer, som gerne
vil have en hjælpende hånd, må I gerne lige sige til.
Rundt om i området vil vi desuden
plante nogle forskellige bærbuske, f.eks. Sargents Æble og
Surbær, dels som føde for fuglene og råvildtet, og dels
fordi vi mener, at det vil gøre vore skove og plantager mere
interessante at færdes i.
Selve projektet omfatter som nævnt
fældning, flisning, indkøb af træer og planter og
plantningen heraf.
Budgettet lyder på 38.500 kr., hvoraf
vi så får 50% i tilskud fra Naturstyrelsen.
Desuden skal vi selv udføre 150 timers
ulønnet frivilligt arbejde.
Vores ansøgning ligger nu til
udtalelse i kommunens grønne råd, og efter en anbefaling fra
deres side bliver ansøgningen sendt til Naturstyrelsen.
Projektet gennemføres henover
efteråret i år og næste års forår.
Vi vil få brug for en hjælpende hånd
fra Jer medlemmer, men det vil vi vende tilbage til, når
projektet opstartes.
Flisning.
Når vi fliser grenaffald, ligger
flisen tilbage i mindre eller større dynger.
Ligger disse flis dynger i længere
tid, pynter de jo ikke ligefrem i landskabet. Så de
medlemmer vi fliser for, må meget gerne jævne dyngerne ud.
Og er der medlemmer, som gerne vil
have et læs flis, må de lige henvende sig til bestyrelsen
herom.
5. Påtaler.
Der er i det forløbne år ikke rejst
nye påtaler vedr. manglende overholdelse af vores
deklaration.
Af påtaler pågår der for tiden således
kun de to gamle sager.
Den ene vedrører Sinnesvej 36.
Sagen er her, at ejeren har fjernet en
større del af klitten for at lave en parkeringsplads,
hvilket ikke er tilladt. Ejeren fik en påtale fra kommunen
om at få reetableret klitten inden 1. maj sidste år. Ejeren
fortog sig imidlertid ikke noget, og i januar i år bad vi
derfor kommunen om en forklaring herpå. Kommunen oplyste, at
de endnu ikke havde foretaget sig noget i sagen - altså 8
måneder efter påtalens udløb - men at de ville se på sagen
igen, når vejret tillod at køre til Kettrup. Vi gjorde
herefter kommunen opmærksom på, at det var et højst
utilfredsstillende sagsforløb, og at vi gerne så, at der
snart skete noget i denne sag. Resultatet blev, at ejeren
har fået en udsættelse til 1. august i år. Er klitten ikke
reetableret til den tid, vil han blive politi anmeldt.
Så vi håber på en snarlig løsning af
denne gamle sag.
Den anden sag vedr. Sinnesvej 44, hvor
huset er malet i en ikke lovlig farve. Ejeren er enig med os
i, at farven ikke overholder deklarations regler, og maler
derfor huset om så snart vejret tillader det.
6. Kystnære havvindmøller.
Som nævnt på generalforsamlingen
sidste år, har Energistyrelsen planer om at opstille
kystnære havvindmøller langs de danske kyster, hvilket vil
sige 3 - 4 km fra kysten.
I den oprindelige plan var der også
udpeget et område ud for Kettrup, men efter en lang række
indsigelser herimod, indgår dette område ikke længere i
styrelsen plan for vind-møller, hvilket vi kun kan være
meget tilfredse med.
7. Forsikrings forhold.
Der bliver i vores forening udført
meget frivilligt ulønnet arbejde på vore fællesarealer,
bl.a. med arbejde i plantagen og skoven, slåning af stierne
og diverse arbejder på foreningens arbejdsdage.
Bestyrelsen sætter stor pris herpå,
men er også opmærksom på, at sådant arbejde også er
forbundet med en vis risiko for at komme til skade.
Vi har i bestyrelsen ofte drøftet,
hvorvidt foreningen kunne blive draget til ansvar for
arbejdsskader opstået ved sådanne arbejder, men også for
bestyrelsesansvar og lignende, og vi er nu i gang med at
undersøge dette nøjere.
Vi vil derfor her gerne redegøre for,
hvorledes vi står med hensyn til forsikringer i en forening
som vores, og hvilke forsikringer vi mener at der kan være
aktuelle.
a) Arbejdsskadeforsikring - en
lovpligtig forsikring.
I Lov om arbejdsskadesikring står der,
at enhver, der her i landet udfører arbejde for andre, er
forsikret under arbejdets udførelse. Det gælder, uanset om
man får løn for arbejdet eller udfører arbejdet ulønnet.
Så er spørgsmålet, om en forening som
vores skal tegne en arbejdsskadeforsikring?
Her er reglerne, at der altid skal
tegnes en sådan forsikring:
- når der ansættes lønnede
medarbejdere
- når foreningen har antaget fremmed
ulønnet hjælp til at udføre arbejde.
Det har vi eksempler på at vi har
gjort, bl.a. ved gennemførelsen af det sidste Grønne
partnerskab.
Og så nok det vigtigste for os:
- når I medlemmer udfører arbejde på
vore fællesarealer og når vi beder Jer medlemmer om at
udføre arbejde, der falder uden for, hvad vort medlemskab
normalt medfører af pligtarbejde.
Der skal f.eks. tegnes
arbejdsskadeforsikring, når en grundejerforening indkalder
til arbejdsweekend, hvor der f.eks. skal fælles træer,
bygges redskabsskur eller laves legeplads. Her er der tale
om arbejde, der falder uden for, hvad der er normalt for et
foreningsmedlem.
Fremgår det derimod af foreningens
vedtægter, at medlemmerne på skift skal udføre visse
almindelige småpligter - f.eks. græsslåning af fællesarealer
og vej vedligeholdelse - så skal der ikke tegnes
arbejdsskadeforsikring. Sker der i den forbindelse en ulykke
kan skadelidte kun få erstatning fra sin egen
ulykkesforsikring.
Selvom vi i vore vedtægter måske kan
skrive os ud af erstatningsansvaret, har vi ikke overvejet
denne løsning, men derimod besluttet os for at få lavet den
lovpligtige arbejs-skadesforsikring.
Vi håber, at generalforsamling er enig
med os i denne beslutning.
En sådan forsikring dækker de krav der
stilles i Lov om Arbejdsskadesikring, hvilket bl.a. vil
sige, at den dækker:
- betaling af udgifter til
sygebehandling
- erstatning for tab af erhvervsevne
- godtgørelse for varigt mén
- erstatning for tab af forsørger
- godtgørelse til efterladte
Vi har indhentet tre tilbud, nemlig
fra Alm. Brand, Tryg og Gjensidige. Vi vil nu gå i gang med
at drøfte tilbuddene nærmere, således at vi får tegnet den
bedst mulige forsikring for vores forening.
Umiddelbart ser tilbuddene meget ens
ud.
De er udregnet ud fra, at den årlige
præmie for en heltidsansat svarende til 1.665 timer er ca.
10.000 kr.
Vi har så sagt, at vi skønner, at vore
medlemmer tilsammen udfører frivilligt ulønnet arbejde på
ca. 800 timer om året – nok lidt højt sat.
Prismæssigt kommer den årlige præmie
således til at ligge på ca. 5.000 kr.
Og tegner vi forsikringen for 5 år,
får vi 15 % i rabat.
Erhvervsansvarsforsikring - en
frivillig forsikring.
En erhvervsansvarsforsikring betaler
for de skader - tingskader og personskader - som foreningen
i forbindelse med dens aktiviteter kan blive
erstatningsansvarlig for, herunder ansvaret for de under
foreningen hørende fællesveje, arealer og anlæg.
Hvis foreningen bliver
erstatningsansvarlig for en skade, og hvis vi ikke har en
sådan forsikring, kan den tilskadekomne kræve erstatning af
foreningen. Har foreningen ingen penge, kan der kræves
erstatning af de personer, der juridisk tegner foreningen -
altså af bestyrelsen. Og bestyrelsen må så selv betale, idet
den private ansvarsforsikring ikke dækker i sådanne
tilfælde.
Vi kan blive erstatningsansvarlig,
hvis skadelidte kan bevise, at en skade skyldes fejl eller
forsømmelse hos foreningen, f.eks. hvis nogen kommer til
skade på vore fællesarealer eller veje som følge af
mangelfuld vedligeholdelse.
I bestyrelsen anser vi ikke
sandsynligheden for et erstatningsansvar for særlig stor, så
vi vil ikke foreslå, at vi tegner en sådan forsikring.
Bestyrelsesansvarsforsikring.
En grundejerforening og dens
bestyrelse opfattes som en juridisk enhed, og kan derfor som
udgangspunkt gøres til genstand for et søgsmål.
Det gælder f.eks. hvis en bestyrelse
foretager uforsvarlige eller retsstridige handlinger på
vegne af foreningen.
Så i korte træk skal et
bestyrelsesmedlem handle efter samme fornuftige målestok på
vegne af foreningen, som det enkelte bestyrelsesmedlem ville
have handlet i forhold til sin egen forretning eller privat
økonomi.
Som hovedregel vil et
bestyrelsesmedlem, der arbejder aktivt og fornuftigt med et
problem i foreningen i stedet for at lade problemet vokse,
som inddrager relevante rådgivere og i øvrigt sørger for at
lægge og overholde realistiske budgetter, ikke ifalde
bestyrelses-ansvar.
Vi føler i bestyrelsen ikke, at der
for nuværende er et behov for at vi tegner en
bestyrelses-ansvarsforsikring, men skulle der på et senere
tidspunkt vise sig et behov herfor, må vi tage sagen op til
overvejelse igen.
8. Foreningens økonomi i
de sidste 6 år.
De store udgifter i vores forening har
i de sidste mange år været
- vedligeholdelse af vore veje og
grøfter
- skovpleje som fældning og flisning
af grenaffald
- generalforsamlingen
Det er således disse tre poster, som
har den største indflydelse på vores økonomi.
Udgifterne til generalforsamlingen
ligger nogenlunde fast omkring de 15.000 kr., hvilket svarer
til ca. 20 % af vore årlige kontingent indtægter.
Udgifterne til vedligeholdelse af vore
veje og grøfter svinger lidt hen over årene. Har vi et
regnfuldt år eller et år med megen veksling mellem sne og
tøvejr, ja så ødelægges vore veje hurtigt, og udgifterne til
vedligeholdelsen stiger.
Ligeledes har vi nogle udgifts spidser
i de år, hvor det er nødvendigt at grave vore grøfter op.
Udgifter til skovpleje har også i de
sidste år svinget en hel del. Har vi et år med mange og
kraftige storme som f.eks. sidste år, eller et år som i
2008, hvor vi lavede en gennem-gribende oprydning i vore
skove, ja så stiger udgifter til fældning og flisning
betragteligt.
I 2007 havde foreningen aktiver på
52.000 kr.
Aktiverne faldt jævnt hen over de
følgende år, og de var således i 2010 nede på 17.000 kr.,
hvilket jo vil sige, at vi i alle årene er kommet ud med et
underskud.
I 2010 vedtog vi derfor en kontingent
forhøjelse fra 500 kr. / år til 650 kr./ år fra og med 2011.
I de efterfølgende to år - 2011 og
2012 - har vi stort set haft resultater på 0 kr.
Vore aktiver har således også i de to
år ligget fast på ca. 17.000 kr.
Bestyrelsen er af den opfattelse, at i
en forening af vores størrelse og med det aktivitets-niveau
vi har i foreningen, da er 17.000 kr. på bogen nok i
underkanten af det ønskelige.
Foreningens aktivitetsniveau betyder,
at vi næppe i de kommende år vil være i stand til at øge
vore aktiver væsentligt, og aktiver på 17.000 kr. betyder,
at vi ikke er klædt på til at foretage større projekter af
betydning i fremtiden.
Vores budget for 2014 - som Erik vil
fremlægge under punkt 5 - lægger derfor op til en kontingent
stigning på 100 kr. / år, hvilket vil sige en stigning fra
650 kr. / år til 750 kr. / år.
Vores ønske om kontingent stigningen
begrundes mere specifik med bl.a.,
- en generel prisstigning på de
ydelser, vi efterspørger - f.eks. udgifterne til skovpleje,
vej og grøfter
- vore to luner er i henhold til
Naturbeskyttelsesloven § 3 klassificeret, hvilket betyder,
at vi har pligt til at vedligeholde dem. Den østlige lune
vil i løbet af få år igen være groet til. For at få en
tilstrækkelig dybde i lunen således at siv og tagrør ikke
straks gror frem igen, vil vi denne gang være nødt til at få
den gravet op med gravemaskine, som vi gjorde for ca. 10 år
siden. Vi kender ikke prisen i dag for sådan en opgravning,
men for ti år siden kostede det ca. 30.000 kr.
- meget af det fine grus på vore veje
er efterhånden forsvundet, og mange steder ligger der kun
ral tilbage. På et tidspunkt vil vi uden tvivl være nødt til
igen at køre stabilt grus ud på de dårligste strækninger.
Vore veje ligger efterhånden mange
steder lavt i forhold til rabatten, hvilket betyder, at
regn- og smeltevand ikke kan løbe af vejen, hvilket igen er
årsag til, at vejene ødelægges på disse steder. Det kan
derfor blive nødvendigt på disse steder at høvle rabatten
af, således at vandet kan løbe af vejen.
- hvis vi skal løse problemet med
afvanding af drænanlægget på Selmavej skal vi bekoste en
opgravning af den del af grøften, som ligger på vores
område.
- når den nye lokalplan er vedtaget,
vil vi som tidligere nævnt gerne at alle vore medlemmer får
et papir kopi tilsendt heraf.
- og som nævnt under forrige punkt
kommer vi også fremover til at have udgifter til
forsikringer.
- endvidere ville det jo også være
skønt at have penge på bogen, ifald der skulle dukke et
spændende naturprojekt eller lignende op i fremtiden, som vi
i foreningen gerne så gen-nemført.
Vi har i bestyrelsen ikke noget ønske
om igen at opbygge en stor formue, men vi kan se, at der i
de kommende år kommer nogle omkostnings spidser, som - hvis
vi i foreningen ønsker dem gennemført - ikke kan klares ud
fra den nuværende økonomi.
Så bestyrelsen ser gerne, at
generalforsamling vedtager den foreslåede kontingent
forhøjelse når vi kommer til punkt 5.
Og skulle det vise sig i løbet af
nogle år, at vore aktiver igen når fordoms højder, ja så er
vi jo i vor gode ret til at nedsætte kontingentet.
9. Fugleplakaten.
Vi har endnu nogle få eksemplarer
tilbage af vores smukke fugleplakat. De ligger henne på
bordet, og sælges stadig for 80 kr. pr stk.
I øvrigt har vore nabo foreninger
været meget interesseret i plakaterne, og de har solgt ca.
30 stk. til deres medlemmer.
10. Gudstjeneste i Kettrup
Kirke.
Som nok mange bekendt lå der i 1500
tallet en kirke lige øst for Sarasvej - nemlig Kjettrup
Kirke. Kirketomten ses i dag lige øst for den nordligste af
de to Sivesgårde på Pernillevej.
i midten af 1500 tallet havde vi den
store sandflugt, som lagde store dele af området øde, og i
1571 blev det derfor besluttet at nedrive kirken.
Der har i mange år været tradition for
en årlig gudstjeneste på kirke tomten.
I år afholdes gudstjenesten på søndag
den 14. juli kl. 14.00
Det er et ganske hyggeligt og uformelt
arrangement, hvor man selv medbringer en klapstol eller
tæppe, og ikke mindst kaffe og brød til efter gudstjenesten.
11. Sammenkomst på
stranden.
Og så vil vi også gerne lige minde om,
at det er på søndag kl.11.00 at vi har vores
fællesarrangement på stranden ud for sti 15.
Mød op med godt humør, medbring
eventuelt diverse strandspil og ikke mindst en god
frokostkurv og drikkevarer.
12. Tak til frivillige.
Også i år vil bestyrelsen gerne takke
de mange medlemmer, som hjælper os med at holde ordnede
forhold i vort område med bl.a. græsslåning af stier,
vedligeholdelse af postkas-seanlæg, på fællesarealerne rundt
om sommerhusene med og naturplejen i plantagen og i skovene.
Endvidere en stor tak til vores web
master og til vores revisor.
PBV
12. juli 2013
Søren Dam
Indkomne forslag
Regnskab

|