Grundejerforeningen Ørnbjerg                       

 

Generalforsamling 2009

Formandens beretning

 

Grundejerforeningen Ørnbjerg.

Bestyrelsens beretning 2009.

Dato: 10. juli 2009.


Vores grundejerforening blev stiftet onsdag den 6. juni 1979, og fylder i år således 30 år.

Flere af Jer var nok ligesom jeg tilstede på mødet i 1979 og har siden deltaget i vore generalforsamlinger og i foreningens arbejde med ikke blot at bevare vort skønne sommerhusområde, men også i at udvikle det.

Selve udstykningen blev jo foretaget af Jord & Boligfonden Nordjylland i 1974 og sammen med landinspektør Hjørne og arkitektfirmaet Declercq + Schmidt, udarbejde de planerne og grundlaget for udstykningen.

Ved planlægningen blev der lagt afgørende vægt på at holde visse sammenhængende områder fri for bebyggelse, således at man her kan opleve landskabets vekslen, ligesom terrænforholdene og udsigten var af afgørende betydningen for husenes placering.

Og resultatet af denne gennemtænkte planlægning har vi siden nyt godt af.

Vi finder kun få områder som vort, hvor der mellem alle parcellerne er friarealer. For selvom hver grund kun er på 1.250 m2, ja så er hele vores udstykning på ca. 500.000 m2, hvilket i gennemsnit svarer til 4.400 m2 pr. grund.

Der har igennem alle årene været stor interesse fra foreningens medlemmer i at deltage i vore generalforsamlinger og i at tilkendegive meninger og holdninger. Men der har altid været en rigtig god stemning, og det har som regel ikke været svært at nå til enighed.

Og set på afstand kan vi i dag vel trække en smule på smilebåndet over nogle af vore diskussioner.

Hvem husker ikke vore gentagende diskussioner år efter år om postkasseanlæggene. Det vakte til sidst en vis moro, når formanden i bestyrelsens beretning indledte emnet med at sige: Og med hensyn til postkasserne -----

Og vore diskussioner, om vi skulle tillade at have flagstænger.

Et medlem skrev bl.a. til bestyrelsen: I Danmark er der tradition for at flage. Så hvor længe skal vi skille os ud fra normen, som om vi alene tilhører en anden kultur.

Sidste gang vi havde emnet oppe til afstemning var i 2001, hvor forslaget om at give tilladelse til flagstænger i øvrigt blev nedstemt med et stort flertal.

Nu afdøde Thorlund Jepsen – som mild sagt var imod flagstænger i området - havde til lejligheden skrevet en række vers, som han med vanlig humor kaldte:

Om flagning og flagstænger i ” Grundejerforeningen Ørnbjerg´s ” landskabsarkitekt-designede område , i alt 7 vers.

De tre første lyder således:

I kolonihaven med sit ” das ”
er flagstænger på sin plads

Bag ” sommervillaernes” forskellige tag
kan der også være flag

Men hvor der er natur og græstørvtag
bør kun planter og buske ” flage ”

og så fortsætter han ellers i samme dur i de næste 4 vers.

Til dem af Jer, som er interesseret heri, lægger vi en af de nærmeste dage sangen samt Thorlund Jepsens Ode fra foreningens 25 års jubilæum ud på vores hjemmeside.

Men helt undgå flagning kan vi ikke, og det skal vi heller ikke. Men lad os nu gøre det diskret, og husk så at tage det lille flag ned, så det ikke står fremme nat og dag efter huset er forladt.

Folkene bag udstykningen var ikke bare fremsynet med hensyn til planlægningen af området, men også med udarbejdelsen af et regelsæt for området, nemlig vore vedtægter og deklarationen.

Herudover findes der en byplanvedtægt, som vort område er en del af.

Og netop dette regelsæt har været medvirkende til, at vi stadig efter 35 år har et område, hvor bebyggelsen og naturen er i smuk harmoni, med mulighed for store naturoplevelser og hvor det er skønt at holde sine ferier.

Selve lokalplanen – kaldet Byplanvedtægt nr. 4 for kystområdet i Pandrup Kommune - er fra 1974, og er en overordnet plan for området, bl.a. indeholdende regler for:

- områdets anvendelse
- veje og byggelinier
- udstykninger
- bebyggelsesregulerende bestemmelser

Jammerbugt Kommune har i øjeblikket det de kalder en ” helhedsplan 2009 ” for hele kommunen til høring.

Helhedsplan 2009 er kommunens første kommuneplan, og den indeholder visioner, mål og budget for alle de politikområder, som kommunalbestyrelsen arbejder med – altså et overordnet politisk dokument.

Med baggrund i helhedsplanen vil der så blive udarbejdet lokalplaner, og her er vort område udset som et af de første sommerhusområder, som kommunen vil gå i gang med i 2010. Men herom senere i beretningen.

Vore vedtægter er som sagt fra 1979, og der er efterfølgende kun foretaget mindre æn-dringer heri, nemlig i 1979 i 2008 og så nu igen i år, hvis det bliver vedtaget.

Vedtægterne fungerer i det store og hele godt, og de er for bestyrelsen lette at arbejde ud fra.

Deklarationen er fra 1974 og vel nok den vigtigste del af regelsættet og den, som i løbet af årene har givet anledning til de største problemer og diskussioner i foreningen.

Vi har i løbet af årene på generalforsamlingerne vedtaget ændringer i deklarationen 4 gange, og har efterfølgende fået disse ændringer tinglyst som påtegninger til deklarationen.

Påtegningerne er gennemført i 1974,1981, 1997 og her i 2009, og de har som bekendt hovedsageligt drejet sig om husenes farver og den udvendige beklædning.

Det er bestyrelsens opfattelse, at de fleste medlemmer i det store og hele er tilfredse med den nuværende deklaration, men at der også i foreningen er et ønske om, at vi her efter 35 år tager deklarationen op til en gennemgang.

Bestyrelsen vil derfor i løbet af kort tid nedsætte et udvalg, som får til opgave at udarbejde forslag til eventuelle ændringer i deklarationen. Kommunen bifalder, at vi nedsætter et sådant udvalg således at kommunen gennem dialog med udvalget kan få indput til den nye lokalplan allerede under dennes udarbejdelse.

Så vidt vi har forstået det, vil bl.a. vores deklaration under en eller anden form blive en del af lokalplanen, hvilket jo så vil sige, at vores nuværende deklaration bliver aflyst.

Der er allerede aftalt et indledende møde i august med kommunen for at få aftalt det videre forløb.

For vores forening betyder det selvsagt, at vi har stor mulighed for at få indflydelse på lokalplanen for vort område, inden den bliver sendt i høring.

Udvalgets arbejde vil i øvrigt komme til at foregå i tæt dialog med foreningens medlemmer.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt for bestyrelsen at sige noget om, hvornår vi har en ny lokalplan og deklaration på plads for vort område, men 1 - 2 år er nok et godt gæt.

I mellemtiden må bestyrelsen henholde sig til den nuværende deklaration, og vi vil kun i særlige tilfælde anbefale dispensationer fra denne.

Som en bibemærkning hertil skal nævnes, at bestyrelsen ikke kan give en dispensation fra deklarationens regler – det kan kun Jammerbugt Kommune, men bestyrelsen vil normalt blive hørt forinden kommunen træffer en sådan beslutning.

Foreningens medlemmer er efterhånden flinke til at overholde deklarationen. Bevares – vi må hvert år påtale omkring 5 overtrædelser af deklarationen, hovedsageligt med hensyn til farvevalget. Men sagerne løses normalt uden større problemer.

På generalforsamlingen i 2002 vedtog vi en ændring af deklarationen med hensyn til bl.a. farvevalget. Ændringen blev ikke tinglyst, fordi reglerne på dette tidspunkt ville medfører at der skulle laves en tinglysning på hver enkelt parcel, hvilket ville koste i alt 161.000 kr.

I stedet for foreslog kommunen, at de medlemmer, som ønskede at benytte sig af de på generalforsamlingen vedtagne farver, skulle søge kommunen om dispensation, hvilket de straks ville få.

Reglerne for tinglysning er nu blevet ændret, således at det igen er muligt at foretage en` tinglysning for alle vore matrikel nr., og det har vi så som bekendt gjort med virkning fra 14. april i år.

Til Jer, som er tilstede her i aften, ligger der et kopi af den nye deklaration over på bordet. Deklarationen er sendt ud med post til vore øvrige medlemmer.

Og med de nu tinglyste regler for farvevalg skulle det være ret enkelt at vælge en tilladt farve.

De tilladte farver på sternen, udvendige synlige bjælker, døre og vinduer er nu defineret ud fra NCS farveskalaen. Så er I i tvivl, kan farvehandleren hurtig afklare, om den valgte farve ligger indenfor deklarations krav.

Lidt sværere bliver det når vi taler om bygningens udvendige beklædning. Her er kravet jo, at farven skal ligge indenfor jordfarveskalaens brune og grønlige nuancer.

Og det giver ganske mange muligheder, hvoraf – for god ordens skyld – sort ikke er en mulighed. Vil man skifte farve på sit hus er det bedste man kan gøre nok at se på, hvilke farver de øvrige medlemmer har valgt. For vi synes, at der efterhånden er ved at være lagt en vis farvestil på vore huse, både indenfor de brune og de grønne nuancer.

Det ville være skønt, såfremt vi også entydigt kunne få defineret farverne på den udvendige beklædning ud fra NCS farveskalaen, og det vil bestyrelsen derfor bede det kommende deklarationsudvalg om at se på.

Vi har desværre haft et par sager med nye medlemmer, hvor vi har været nødt til at påtale overtrædelse af deklarationen. Og det er naturligvis en rigtig dårlig start for de nye medlemmer, som skal til at nyde deres ferier i det nye sommerhus, hvis de som noget af det første får en påmindelse fra foreningen om overtrædelse af deklarationen. Og for foreningen er det bestemt heller ikke en ønskværdig situation.

Det der typisk er sket er følgende:
- sælger og mægler orienterer ikke køber om foreningens vedtægt og deklaration.
- mægler udleverer kun deklarationen fra 1974 og byplanvedtægten.
- køber sætter sig ikke ind i områdets regler.
- foreningen får først efter ½ - et helt år besked på salget.

I et forsøg på at undgå disse kedelige hændelser har bestyrelsen siden efteråret 2008 gjort følgende:

- når vi ser, at et sommerhus er sat til salg, kontakter vi ejeren og beder ham bl.a. om at
gøre mægleren opmærksom på regelsættet og give ham kopi heraf.

- når vi erfarer at huset er solgt, sender eller overleverer vi en velkomsthilsen til de nye
ejere, bl.a. bestående af deklarationen, vedtægten, Willy G. Hansens bog om Ørnbjerg,
kort o.s.v. Velkomsthilsnen ligger til orientering på vores hjemmeside.

Med disse tiltag håber bestyrelsen, at vi i fremtiden kan undgå de værste overtrædelser af deklarationen, også fra nye medlemmer.

Men generelt vil vi gerne opfordre medlemmerne til nøje at sætte Jer ind i deklarationen, ikke så meget for bestyrelsens skyld, men mest for Jeres egen og de øvrige medlemmers skyld.

Og til en del af jer, læs lige igen § 6.7 om, hvordan stakitter må udføres med hensyn til materialer, og få det bragt i orden. For det er et af de områder, hvor det er ved at skride for os.

Og udvendige tagrender skal naturligvis følge reglerne om farvevalg for sternen, selvom det ikke står direkte i deklarationen. Så f.eks. hvide og sorte udvendige tagrender vil ikke blive accepteret.

Hermed nok om deklarationen for denne gang.

Branddaskere.

På generalforsamlingen sidste år drøftede vi, hvorvidt foreningen igen skulle investere i nye branddaskere. Beslutningen herom blev lagt ud til bestyrelsen.

Bestyrelsen har besluttet, at foreningen ikke skal investere i nye branddaskere, men at vi vil lade det være op til det enkelte medlem selv at afgøre, om vedkommende er interes-seret i at anskaffe en sådan.

Beslutningen blev lagt ud på foreningens hjemmeside den 25. februar i år.


Bekæmpelse af hyben.

Bestyrelsen anser i store træk bekæmpelsen af hyben i vort område for afsluttet. Hybene blev slået to gange maskinelt, sprøjtet med Round Up to gange, og efterfølgende er de bare pletter efter hybene på foreningens fællesarealer blevet tilplantet med hjelm. Der mangler kun nogle enkelte pletter, men de vil først blive tilplantet i oktober måned.

Hele operation hyben har kostet foreningen ca. 10.000 kr.

Bestyrelsen synes, at det har været pengene og anstrengelserne vær, og vi skal nu efterfølgende alle drage omsorg for, at hybene ikke igen får lov til at bredde sig.

Og det gælder ikke mindst de medlemmer, som ikke ønskede hybene fjernet. Sørg nu for, at de ikke breder sig over større områder end i dag.

Skovene.

Efter oprydning i skoven langs Sarasvej i januar / februar sidste år, er der efterfølgende blevet efterplantet med både gran, eg og rød el.

Oprydningen har så også medført at betingelserne for vilde brombær og hindbær er blevet særdeles gode, hvilket er et problem i forhold til de nyplantede træer.

Bestyrelsen prøver at holde brombærrene og hindbærerne nede ved at slå dem med en buskrydder, idet vi ikke ønsker at bruge sprøjtemidler, hvis det kan undgås. Men ifølge vores naturvejleder skulle problemet løse sig selv i løbet af nogle få år, når planterne har opbrugt næringsstofferne i jorden.

Plantagen langs Sarasvej og Sinnesvej holdes i det store og hele af beboerne i området, og også i år er der her blevet gjort et stort stykke arbejde til gavn og glæde for os alle, både på de enkelte parceller, men også i plantagen på fællesarealer.

Som det nok er alle bekendt, måtte vi i februar måned igennem en afstemning om, hvorvidt der skulle fælles en del af skoven langs Selmavej, eller hvorvidt den skulle forblive som den er.

Afstemningens resultat blev, at flertallet stemte for at fælle ca. 1/5 del af skoven.

Vi vil senere komme nærmere ind på denne sag, idet generalforsamlingen under dagsordenens punkt 5 skal tage stilling til, om bestyrelsen har behandlet denne sag på en måde, som kan godkendes af medlemmerne.

Vejene.

Her i bestyrelsens beretning vil vi ikke komme ind på vejene, idet vi senere vil fremlægge vejudvalgets rapport som et separat punkt.


Bredbånd.

På sidste generalforsamling talte vi om muligheden for at få lagt bredbånd ned i vort område.

Bl.a. Bredbånd Nord havde udvist interesse herfor, men vi er ikke siden blevet kontaktet af dem.

Og med den udvikling der er med alternative muligheder indenfor området, er spørgsmålet nok, om vi nogensinde får det lagt ned.

Digitalt fjernsyn.

De fleste af os modtager nok fjernsynssignalet for DR og TV 2 ved hjælp af egen tv-antenne.

Vi skal derfor være opmærksomme på, at det analoge signal lukkes ned den 31. oktober i år, og at det erstattes af et digitalt signal.

Hvis man vil undgå sort skærm skal man derfor inden 1. november enten have et nyere fjernsyn med indbygget digital modtagerboks, eller man skal have anskaffet sig en modtagerboks til at montere mellem antennen og fjernsynet.

Hjemmesiden.

Bestyrelsen har som bekendt nedsat et IT udvalg med henblik på at gennemgå vores hjemmeside dels for at se, om vi kan forbedre den, og dels for at få lavet en slags politik for sidens anvendelse.

Nogle af spørgsmålene er i den forbindelse f.eks.:
- hvem er ansvarlig for siden
- hvad skal vi bruge den til
- hvem kan lægge ind på siden
- skal vi lægge vore medlemslister ind på siden
- skal vi lægge dispensationer ind
- skal vi lægge referater af bestyrelsesmøder ind på siden

Noget af det udvalget allerede har foretaget sig er at købe domænenavnet Ørnbjerg – med Ø, hvor vort domænenavn tidligere var med OE.

D.v.s, at vores hjemmeside nu hedder www.Ørnbjerg.dk med Ø. OE kan dog stadigvæk benyttes.

Ligeledes arbejdes der på at få foreningens mail adresse ændret til ørnbjerg@ørnbjerg.dk.

Og med hensyn til mail adresser vil det være praktisk for bestyrelsen, såfremt vi havde medlemmernes mail adresser. Så vi vil gerne opfordre Jer til at sende dem ind – hvis I ikke allerede har gjort det - til foreningens sekretær , Helle Poulsen - hp@aalborghus.dk
Udsigtsbænke.

I notat af 25. august sidste år bekendtgjorde bestyrelsen på foreningens hjemmeside, at opsætning af udsigtsbænke i foreningens område var i strid med § 6 i foreningens deklaration.
Udsigtsbænke er ganske vist ikke nævnt direkte i § 6, men efter bedste overbevisning skønnede bestyrelsen, at udsigtsbænke med rimelighed kunne komme ind herunder.

I sådanne tilfælde skal bestyrelsen fremlægge vores vurdering på den førstkommende generalforsamling til godkendelse, hvad vi også nævnede i notatet.

Bestyrelsen har imidlertid besluttet at lægge spørgsmålet om udsigtsbænke over til en vurdering i det kommende deklarationsudvalg.

Notatet af 25. august 2008 er således hermed annulleret.

Indtil udvalgets arbejde foreligger, er bestyrelsen af den opfattelse, at man naturligvis skal have lov til at placere en udsigtsbænk på sin parcel eller på en klit i fællesarealet, men at det skal gøres meget diskret.

Vi mener ikke, at det er i deklarationens ånd at opsætte en bænk med ryglæn og fliser foran oppe på det højeste punk på en klittop.

Vil man have en bænk deroppe, så placer en bænk uden ryglæn og lidt nedenfor toppen, således at den i det store og hele er skjult.

Og tag så i øvrigt lidt hensyn til placering, således at eventuelle naboer ikke generes.

Naturvandring.

Sidst i juni måned havde foreningen som bekendt arrangeret en naturvandring i vort område.

Naturvandringen var velbesøgt, idet ca. 35 medlemmer var mødt frem. Og det blev en meget stor oplevelse for os alle. Naturvejleder Anne Marie Steffensen er en gudbenådet fortæller, som var i stand til at holde interessen oppe i de samfulde 3 timer, som vandring tog.

Vi vil helt sikkert om et eller to år gentage arrangementet, men vil være nødt til at lægge loft over deltagerantallet, idet 35 lige er i overkanten.

Sammenslutningen af sommerhusejerforeninger i Jammerbugt Kommune.

Diverse referater fra møderne i foreningen ligger på vores hjemmeside.

Her skal kun nævnes nogle hovedpunkter fra formandsmødet med kommunen den 20. maj d.å.

- der er i kommunen ca. 950 usolgte sommerhusgrunde
- i helhedsplanen er der lagt op til nye sommerhusgrunde i Munkens Klit, i Tranum og i Svinkløv. I alt 350 nye grunde. Der er således ikke planlagt nye grunde i nær-heden af vort område
- der er generelt et dårlig mobilsignal langs kysten. Kommunen arbejder i øjeblikket med planlægningen af placeringen af nye mobilantennemaster. Master af 35-45 meters højde i sommerhusområder er normalt ikke i harmoni med de landskabs-interesser, der er i de kystnære områder. Derfor arbejdes der med forslag om 16 – 23 m. høje master, der har form som en flagstang. Problemet er bare, at en sådan mast kun kan indeholde antennen fra ét firma, og der er 4 firmaer, som skal tilgodeses, så den optimale løsning er ikke fundet endnu. En opsætning i f.eks. vort område vil kræve en dispensation, og foreningen vil derfor blive hørt. Efter sigende betaler telefirmaerne omkring 40.000 kr./ pr. år i leje til grundejeren, hvor masten opstilles.
- der er næppe i sammenslutningen interesse for igen at indføre storskralds-ordningen, og vi har i bestyrelsen tilsluttet os dette synspunkt. Vi er jo velkomne til at anvende kommunens genbrugspladser i bl.a. Ingstrup og Pandrup.
- med hensyn til solvarmeanlæg gives der som udgangspunkt tilladelse til anlæg på op til 5 m2, og anlægget skal normalt nedfælles i tagfladen. Men landskabet, deklarationer mv. skal med i vurderingen, og for vort områdes vedkommende, vil der næppe blive givet en dispensation, som tillader opsætning af et solvarmeanlæg på taget.

Udvalgsarbejde.

Bestyrelsen har som bekendt allerede nedsat to udvalg – vejudvalget og IT udvalget.

De to udvalg blev nedsat som et forsøg, idet bestyrelsen gerne vil have flere af med-lemmerne til at deltage i foreningens arbejde.

Vi har været meget tilfredse med arbejdet i udvalgene, og vil fortsætte linien med efter-hånden at etablere flere udvalg.

Og som tidligere nævnt vil det næste udvalg blive nedsat med henblik på at gennemgå vores deklaration i dialog med kommunen.

Bestyrelsen er klar over, at dette bliver en kompleks opgave, så vi ser også gerne blandt udvalgets medlemmer deltagelse af fagfolk som jurister og arkitekter.

Desuden er det planen at nedsætte et naturpleje udvalg. Tanken er opstået i forbindelse med vore samtaler med naturvejlederen Anne Marie Steffensen. Anne Marie er under samtalerne kommet med flere gode forslag til, hvordan vi kan bevare og pleje den ene-stående natur, som vi har i vort område.

F.eks. er lyngen ved at forsvinde flere steder på det store friareal langs med Sarasvej. For at få lyngen tilbage, er en af mulighederne at få en flok får til at gå der og græsse. En an-den mulighed, som Anne Marie også foreslår, er at brænde arealet af, og i den forbindelse har vi aftalt med beredskabet i Jammerbugt Kommune, at vi sammen besigtiger området i oktober for at se, om det er noget de vil gøre for os som en øvelse.

Vi går naturligvis ikke selv i gang med sådan en afbrænding.

Anne Marie er selv meget begejstret for vort område, og vil sandsynligvis gerne deltage i et sådant udvalgsarbejde. Og denne enestående mulighed for at få sagkyndig hjælp, vil vi meget gerne benytte os af.

I vores forening har vi efterhånden indsamlet en hel del informationer om faunaen og floraen i vort område. Desuden har vi fået kontakt til en række fagfolk indenfor disse områder.

Bestyrelsen kunne derfor godt tænke sig, at vi fik samlet alle disse informationer i bogform, indeholdende f.eks.
- områdets historie , herunder istiden, sandflugten, strandbønderne, sommerhusbebyggelsen.
- områdets fauna
- områdets flora
- insekter
-
Det er et ambitiøst projekt, men hvor kunne det være spændende at få gennemført.

Så bestyrelsen vil nu gå i gang med at lave nogle indledende undersøgelser for at finde ud af, om det er et realistisk projekt.

Og igen – er der medlemmer, som har været med i et tilsvarende projekt og som kunne tænke sig at være med i dette, ja så hører vi gerne fra jer.

Tak til frivillige.

Også i år er der gjort et stort stykke arbejde af frivillige med at holde vort område.

F.eks.:

- er der tyndet ud mange steder i plantagen og plantet nyt
- der er plantet ca. 5.000 stk. hjelm på de bare pletter efter hybene
- grenaffald er løbende blevet fliset
- nye stier er lavet, nye sti sklite er sat op og der er spredt flis ud på stierne
- grøfter er gravet op, således at vore drænsystemer på Selmavej og Sarasvej kan fungere
- vejudvalget og IT udvalget er kommet godt i gang med udvalgsarbejdet
- læhegn omkring nogle af postkasserne er blevet malet. Næste forår laver vi en renovering af disse læhegn, idet en del af dem er i dårlig stand.

Bestyrelsen vil gerne rette en stor tak til Jer alle for det store arbejde som I har udført indtil nu og håber, at I har lyst til at fortsætte hermed i mange år fremover.

Det er i øvrigt bestyrelsens opfattelse, at vore medlemmer går og hygger sig med sådant frivillig arbejde.

Og er der flere medlemmer, som kunne tænke sig at give en hånd med ind imellem, må i meget gerne kontakte bestyrelsen.

Tak til bestyrelsen.

Bestyrelsen vil også gerne takke vores webmaster og revisor for deres arbejde for foreningen.

Endvidere vil jeg gerne takke den øvrige bestyrelse for et godt samarbejde og for det arbejde, I har udført for foreningen i det forløbne år.

Og hermed har jeg afsluttet bestyrelsens beretning, og vil gerne give ordet tilbage til dirigenten.

Søren Dam


 

Indkomne forslag

 

  

Regnskab

Budget

Referat

Grundejerforeningen Ørnbjerg.


Protokol over ordinær generalforsamling, afholdt den 10. juli 2009 på Camping Rolighed, Ingstrup
Referent : Helle Poulsen, sekretær


Generalforsamlingen startede med fællessang : " Jylland mellem tvende have".
 
1. Valg af dirigent.
    William Bluhme blev valgt -bestyrelsens forslag.

2. Bestyrelsens beretning v/formand Søren Dam.
     Beretningen følger hoslagt. Kan desuden ses på foreningens hjemmeside.
 
   - i forbindelse med den ny lokalplan opfordrer bestyrelsen til, at der nedsættes et
     udvalg vedrørende deklarationen for vort område. Gerne med deltagelse af fagfolk.
 
    - i forlængelse af naturvandringen d.27/6 d.å. opfordrer bestyrelsen til, at der
     nedsættes et naturplejeudvalg.

 
    Orientering om vejudvalgets arbejde.
     Søren Dam orienterede på vejudvalgets vegne.
 
    Orientering om IT udvalgets arbejde.
     Søren Dam orienterede pa it-udvalgets vegne.
 
3. Aflæggelse af regnskab v/kasserer Bjarne Madsen.
      Godkendt uden kommentarer.
 
4. Rettidig indkomne forslag.
   -forslag til ændringer af foreningens vedtægter i hen hold til bilag 1, stillet af
    bestyrelsen.
   Enstemmigt vedtaget at forsamlingen.
 
5. Afstemning om bestyrelsens anmodning om godkendelse af sagsbehandlingen vedrørende skoven
    ved Selmavej - se bilag 2 til indkaldelsen.
    Godkendelse af bestyrelsens behandling af sagen med alle stemmer på nær en
    enkelt.


6. Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent vI kasserer Bjarne Madsen.
    Vedtaget uden kommentarer.

7. Valg af formand.
     Søren Dam genvalgtes med akklamation.

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
    På valg:    Bjarne Madsen - ønsker ikke genvalg.
                   Martin Rytter Andersen.
    Martin Rytter genvalgt.
    Nyvalgt til bestyrelsen: Suppleant Torsten Lassen, Sarasvej 48.

9. Valg af suppleanter.
    På valg er: Povl-Erik Halmind - ønsker ikke genvalg.
    Nyvalgt: Philip Davidsen, Sinnesvej 13 - 1. suppleant.
                Knud Østergaard, Sarasvej 14 - 2. suppleant.


10. Valg af revisor og revisorsuppleant.
     På valg:    Svend Mejlholm - revisor.
                    Carsten Hestehave - revisorsuppleant.
     Genvalg af hhv. Svend Mejlholm og Carsten Hesthave.

11. Eventuelt.
      Søren Dam takkede pa foreningens vegne Bjarne Madsen for 25 års indsats både i
      bestyrelsen og som foreningens revisor.


      Afslutning som vanligt med fællessangen: "Danmark nu blunder den lyse nat".





Udenfor protokol:
Den ordinære generalforsamling 2010 finder sted fredag den 9. juli kl. 19.00 på Camping Rolighed.

Ørnbjerg Golf Cup 2010 finder sted lørdag den 10. juli på Brønderslev Golfklubs baner.

sd.