|
Grundejerforeningen Ørnbjerg.
Formandsberetning 2008.
Dato: 11. juli 2008.
Det forgangne år kan vel bedst karakteriseres som et roligt
år, hvor bestyrelsen ikke har haft alvorlige sager til
behandling. Vi har dels fulgt op på foreningens løbende
sager, og dels på referatet fra sidste generalforsamling, og
så har vi sat et par nye projekter igang.
1. Gennemgang af referatet fra sidste års
generalforsamling.
1.1 Branddaskere.
Beslutningen om eventuelt indkøb af nye branddaskere blev på
sidste generalforsamlingen overladt til den nye bestyrelse.
Bestyrelsen har drøftet sagen, men vi er endnu ikke nået til
en endelig afklaring.
Hvis vi overhovedet skal have nye branddaskere har vi nok
været mest stemt for at placere nogle få branddaskere ved
postkassestativerne. Placerer vi f.eks. 5 ved hvert
postkassestativ, bliver det til en udgift på ca. 10.000 kr.
Men det er jo lidt af et dilemma fordi
- os bekendt har vi ikke haft brug for de branddaskere, som
vi købte til hvert hus for år tilbage.
- om foråret og efteråret, hvor brandfaren ofte er stor, er
der kun få i husene.
- men på den anden side – opstår der en brand i vort område
og vi ingen branddaskere har, vil bestyrelsen –
måske med god grund – kunne bebrejdes for ikke at have anskaffet
branddaskerne.- og det er jo trods alt
store værdier i forhold til en relativ lav omkostning, der i værste
fald kan gå op i røg.
Vi har derfor kontaktet beredskabschef Per Nielsen i
Jammerbugt Kommune for at få hans indstilling til
branddaskere, lagt ud i sommerhusområder.
Per Nielsen har meddelt foreningen, at ved bekæmpelse af
brande i klit- og lyngområder er branddaskere et
slukningsredskab, som de i beredskabet prioriterer højt.
Og han fortsætter: En stor brand er altid startet som en
lille brand, og derfor er tidsfaktoren i brandbekæmpelse af
meget stor betydning. Brande i naturområder er svære at
bekæmpe og kræver meget mandskab og materiel. Derfor er
disse typer brande også et glimrende eksempel på, at lokale
beboere mv. her kan udgør en forskel, når de har det
fornødne materiel til at støtte beredskabet med.
Og på den baggrund anbefaler Per Nielsen så, at foreningen
anskaffer en branddasker til hvert hus, alternativt 25
placeret i 5 depoter.
Det er måske nok et svar, som vi kunne forvente fra en
beredskabschef. Men på den anden side har vi nu fået
bekræftet, at en eventuel anskaffelse af branddaskere ud fra
et beredskabsmæssigt synspunkt ikke er spild af penge.
Da der er tale om en pæn stor investering, vil bestyrelsen
gerne høre generalforsamlingens mening om sagen, inden vi
tager en beslutning.
1.2 Bekæmpelse af hyben.
På sidste generalforsamling blev der foreslået, at vi skulle
lave en fælles arbejdsdag med nedklipning og bortkørsel af
hyben, og bestyrelsen blev anmodet om at arbejde videre med
forslaget.
Vi gik derfor sidste efterår i gang med ” projekt hyben
bekæmpelse”. Men vi fandt hurtigt ud af, at omfanget af
hyben var så stort, at vi ikke ville nå langt med en fælles
arbejdsdag.
Vi lavede derfor en aftale med en entreprenør – Niels Jørgen
Mejlholm – om at han skulle slå vore hyben maskinelt.
Hvert enkelt medlem, som havde hyben på sin parcel eller i
nærheden af den, blev kontaktet for at høre, om vedkommende
var interesseret i at få fjernet dem. Og det var en glæde
for bestyrelsen, at langt de fleste var positivt indstillet
herfor.
Hybnene blev herefter slået sidste efterår, og behandlingen
er her i juni måned blevet fulgt op med sprøjtning med Round
Up, for dem der ønskede dette.
Foreløbigt ser resultatet heraf godt ud – de sprøjtede hyben
er ved at gå ud. Bestyrelsen vil nu følge det videre forløb.
Forløbet af ” projekt hyben bekæmpelse” har fra projektets
begyndelse i øvrigt været lagt ind på vor hjemmeside, og
ligger der stadigt til almen orientering.
1.3 Bredbånd.
Bestyrelsen blev på sidste generalforsamling anmodet om at
undersøge muligheden og priser for bredbånd i vort område,
til dels foranlediget af en henvendelse til foreningen fra
Bredbånd Nord.
For at have et realistisk grundlag for interessen blandt
vore medlemmer, lavede vi en undersøgelse heraf. 11
medlemmer meddelte, at de var interesseret i at blive koblet
op på en sådan forbindelse.
Bredbånd Nord blev herefter kontaktet. Men det viste sig, at
de i den mellemliggende tid havde fundet ud af, at de
overhovedet ikke havde et produkt, som de mente kunne
tilbydes sommerhusejere. Det de havde, var for dyrt – det
var ikke konkurrence dygtigt.
Men de havde besluttet sig for at udvikle et produkt
tilpasset sommerhusejere i løbet af vinteren 2007 / 2008.
På et møde i sidste uge kunne Bredbånd Nord så oplyse, at de
har nu udviklet et produkt tilpasset sommerhusejere – kaldet
Fritidsfiber, og at det giver adgang til internet /mail og
tv-kanaler, alt efter hvad man har behov for.
Man kan vælge at blive opkoblet på internettet for et døgn,
en uge eller en måned, og for tv er det pr. kalendermåned.
Opkoblingen sker ved at kontakte Bredbånd Nord.
Der betales en tilslutningsafgift og et årligt abonnement.
Priser m.v. fremgår af de brochurer, som ligger her på
bordet for interesserede.
Der er endnu ikke lagt fiberkabler ned i vort område, og de
kunne ikke sige noget om, hvornår det vil ske – det afhænger
naturligvis af interessen, men det bliver næppe det første
år.
Bestyrelsen vil gerne gøre opmærksom på, at der jo findes
mange andre udbydere af internet og mail opkoblinger end
Bredbånd Nord – f.eks. TDC og Cybercity.
Bestyrelsen mener, at det vil være et meget stort aktiv for
vort område, såfremt vi kunne få lagt et fiberkabel for
bredbånd opkobling ned i vort område. Behovet ser måske ikke
ud til at være stort pt., men vi skal huske, at der i de
næste år sker et generationsskifte i vort område, vi får
flere unge tilflyttere, som har ønske og behov for at være
på, også når de er i sommerhuset.
Vi vil derfor aktivt arbejde for at få en operatør – det
være sig Bredbånd Nord eller andre - til at interessere sig
for vort område.
For god ordens skyld skal bemærkes, at der ikke er forbundet
nogle omkostninger for vor forening i forbindelse med
nedgravning af kabler m.v., idet disse omkostninger afholdes
af operatøren – f.eks. Bredbånd Nord. Og
tilkoblingsafgifter, installations-omkostninger m.v. for dem
der vil tilsluttes, betales af medlemmerne selv.
1.4 Overfladevand Sarasvej, og Selmavej.
Der har i nogle af de foregående år været problemer om
vinteren og foråret med overfladevand på de lavtliggende
strækninger af Sarasvej. Problemet hermed er dels, at vejen
bliver ødelagt, og at vandet i værste fald står ind over
enkelte parceller med deraf følgende problemer for
septiktank og sivedræn.
Bestyrelsen blev på sidste generalforsamling opfordret til
at se på problemet. Vi nedsatte derfor et udvalg, som fik
kontakt med Ørum Maskinstation. Efter en besigtigelse af
området forelagde Ørum Maskinstation et skitseforslag,
gående ud på at grave nogle flade grøfter langs vejen med
afløb til en grøft i vort østlige skel.
Vi forelagde skitseforslaget for Jammerbugt Kommune, og fik
efterfølgende en tilladelse til at igangsætte projektet.
På det tidspunkt, da vi sammen med Ørum Maskinstation
besigtigede området, var der ingen problemer med
overfladevand. Vi var derfor ikke sikre på, om
skitseforslaget var det rigtige for os at gennemføre – vi
ville gerne have, at Ørum Maskinstation skulle opleve
problemets omfang hen over vinteren – hvilket vi meddelte
dem.
Men der har ingen problemer været med overfladevand her i
vinteren 2007 / 2008.
Vi har derfor meddelt Ørum Maskinstation, at projektet er
stoppet indtil videre, og at vi vil afvente forløbet hen
over den kommende vinter.
Vi kom ikke så langt i projektet, at det var muligt for
firmaet at udarbejde en pris på, hvad det vil koste at
gennemføre det – men et skud på 30 – 40.000 kr. er nok ikke
helt ved siden af.
Det var derfor naturligvis bestyrelsens mening at indhente
alternative forslag og priser på projektet.
Der har ligeledes her løbende været orienteret om
projektforløbet på vor hjemmeside.
Selmavej 19.
På sidste generalforsamling blev problemet med vand i
siveanlægget hos Marianne og Poul på Selmavej 19 drøftet, og
bestyrelsen lovede at se på sagen.
Problemet synes løst ved, at kommunen spulede drænsystemet
på Selmavej igennem, og foreningen sørgede for at få
grøftesystemet opgravet, således at drænvandet fik frit
udløb til grøftesystemet.
Ifølge Marianne og Poul har der ikke siden været problemer
med siveanlægget.
Eksemplet viser, hvor vigtigt det er, at drænsystemerne i
vort område fungerer – hvilket for øvrigt påhviler kommunen,
og at vi til stadighed i foreningen sørger for, at vandet
kan bortledes til vore grøfter.
2 Vejene.
Vi fik i efteråret 2007 vejene istandsat.
Vi prøvede denne gang en anden entreprenør, som havde
tilbudt sig – nemlig Ørum Maskinstation.
Vejene blev kun høvlet, idet der nogle måneder forinden var
kørt nyt grus på.
Det er nok svært at sige, om det gav et bedre eller et
dårligere resultat end tidligere istandsættelser – meget
afhænger jo af, hvor meget vejene benyttes og af vejret –
især hvor meget det regner.
Men vejene har i hvert fald været nogenlunde farbare i de
efterfølgende ca. 8 måneder.
Som alle bekendt har kommunen her i juni måned gennemført en
istandsættelse af Kettrup Bjerge Vej med tilstødende
sideveje, herunder foreningens 4 veje.
Bestyrelsen tog straks efter at vi havde modtaget
meddelelsen om projektet kontakt med kommunen dels for at få
fjernet istandsættelsen af de tilstødende veje fra
projektet, og dels for at få gjort noget ved hybenproblemet
langs store dele af Kettrup Bjerge Vej.
Men kommunen meddelte os, at de var nødt til at medtage de
tilstødende veje i projektet.
Ellers var der ikke lovhjemmel til at indkræve et vejbidrag
til vedligeholdelsen af Kettrup Bjerge Vej fra beboerne på
de tilstødende veje – kun fra beboerne med adresse på
Kettrup Bjerge Veje – hvilket naturligvis ikke ville være
fair.
Vi vil godt her gøre opmærksom på, at det ikke er kommunens
intentioner at stå for vedligeholdelsen af vore veje i
fremtiden – istandsættelsen i år skal anses for at være en
engangsforeteelse – bortset fra eventuelle kommende
istandsættelser af Kettrup Bjerge Veje, hvor kommunen nok
vil bruge samme fremgangsmåde igen.
Kommunen var ikke opmærksom på hybenproblemet, idet de ikke
på dette tidspunkt havde besigtiget området.
Men ved en senere besigtigelse samtidigt med at vi
besigtigede vore veje, kunne kommunen godt se problemet.
Men de kunne ikke tage en fjernelse af hybnene med i
projektet, idet det er den enkelte lodsejers pligt at fjerne
dem i en vis afstand fra vejen.
Idet bestyrelsen mener, at hybnene langs betonvejen både er
generende og til stor fare for såvel bilister, cyklister og
gående, har vi efterfølgende kontaktet kommunen for at høre,
om de agter at forfølge sagen.
Men det gør de ikke – kun hvis de får en henvendelse fra
dem, som føler sig generet af hybnene – f.eks. fra vores
forening.
Såfremt generalforsamling bifalder en sådan henvendelse fra
os, vil vi umiddelbart efter generalforsamling udarbejde og
fremsende en sådan til kommunen.
Vi fik så istandsat vore veje midt i juni måned. Vejene blev
høvlet – i øvrigt af Ørum Maskinstation, og der blev spredt
stabilt grus ud på de steder, som vi havde aftalt med
kommunen og entreprenøren. Vi synes, at resultatet heraf er
blevet tilfredsstillende.
Det er bestyrelsens hensigt fortsat at bruge Ørum
Maskinstation som vor vejentreprenør, i hvert fald i de
næste 12 måneder.
Det gør vi primært for at få lavet den rigtige vejprofil -
højt på midten og lavere ud mod rabatten, - således at
vandet kan løbe af vejen, og det tager altså sin tid at
opnå. Og sekundært for at undersøge, om det alt i alt er
billigere at anvende Ørum Maskinstation end de tidligere
anvendte entreprenører.
På vore generalforsamlinger har vi ofte diskuteret vore
vejes beskaffenhed:
- de støver for meget
- skal vi forsøge med en støvdæmpende behandling i de værste
perioder
- de er ikke til at cykle på
- anvender vi de rigtige materialer, grus / asfalt eller
andet
- skal vi lave bump
- skal vi lade dem være i en relativ dårlig stand, for at
holde hastigheden nede
Alt i alt gode og fornuftige diskussioner. Men vi når som
regel ikke frem til nogen konklusion, fordi sagen er ret
kompleks.
Bestyrelsen vil gerne have hele vejsagen bedre belyst,
således at vi har noget mere konkret at diskutere og handle
ud fra i fremtiden – en slags vejpolitik
Vi har derfor nedsat et vejudvalg, bestående af et medlem
fra hver af vore fire veje:
Finn Hansen – Sinnesvej
Torben Nielsen - Sylviavej
Martin Rytter – Selmavej
Og undertegnede fra Sarasvej
Det er hensigten, at udvalget skal arbejde med bl.a. de
førnævnte problematikker, og fremlægge en rapport herom
inden næste generalforsamling. Vi vil så diskutere rapporten
på generalforsamlingen 2009.
3 Lunerne.
Lunerne er jo de to søer, som ligger i vort nordlige område
ud mod betonvejen.
Vi fik i efteråret håndskåret den vestligste lune – også
kaldet Hjertesøen efter dens form - idet den var ved at gro
til med siv langs kanten.
Den østligste lune blev maskinelt oprenset for 7 år siden,
men det er tydeligt, at sivene m.m. breder sig mere og mere
år for år.
Det er bestyrelsens opfattelse, at de to luner skal bevares.
De er smukke i området, med til at give vort område et
særpræg, og de er medvirkende til at vi har en rig fauna og
flora i området.
Så foreningen har helt sikkert en forpligtigelse til at
bevare dem.
Vi må derfor forudse, at vi i løbet af nogle få år igen må
bekoste en form for maskinel oprensning af den østligste sø,
og en håndskæring af Hjertesøen.
4 Skovene.
Der blev her i januar og februar måned ryddet op i skoven
langs Sarasvej. Selvom der i de forløbne år har været gjort
et godt stykke arbejde for at holde den, trængte skoven
efterhånden til en større oprydning.
Udgåede træer blev fældet, væltede træer fjernet og kvas og
grenvolde blev fliset. Der er nu kommet mere lys ind i
skoven, både til gavn for de allerede plantede unge træer,
og for de nye træer, som løbende vil blive plantet.
Det sydligste stykke af friarealet langs Sarasvej var ved at
gro til med pil.
Vi fik derfor her i foråret en entreprenør til at grave
størsteparten af dem op. I løbet af efteråret vil vi så få
ryddet op i området, bl.a. med flisning af grenene.
Skoven vest for Selmavej blev plantet for en del år siden
for at give mere læ for beboerne på Selmavej. Skoven er
efterhånden blevet relativ høj og den tager efterhånden en
stor del af aftensolen. Flere beboere på Selmavej overvejer
derfor et forslag til bestyrelsen om at få fjernet en del af
skoven.
Kan man blive enige på Selmavej om et sådant forslag og få
glæde heraf, vil bestyrelsen se velvilligt på det.
Som tilgift vil der også nok være medlemmer på Sinnesvej,
som bliver glade for at få fældet en del af skoven for at få
en bedre udsigt. Men spørgsmålet er jo så, hvor meget bedre
udsigten bliver – det bliver måske blot til andre huse og
skove.
Vore medlemmer , som bor i det vi kalder plantagen, gør et
stort stykke arbejde for at holde dels deres egen parcel, og
dels de tilstødende fællesarealer.
Der bliver tyndet ud og plantet nyt.
Der er tradition for, at foreningen som tak herfor sørger
for bortkørsel af grenaffaldet. I år har vi i stedet for
bortkørsel af grenaffaldet prøvet at flise grenene på
stedet, og efterfølgende strø flisen ud i nærområdet eller
på stier.
Det er bestyrelsens opfattelse, at de berørte medlemmer er
glade for denne løsning, og at det er billigere og mere
fleksibelt end at få det bortkørt.
Arbejder sat i gang af bestyrelsen med vedligeholdelsen af
vore skove ligger stille her i sommerperioden, således at vi
ikke får ferien spoleret af motorsave og flismaskiner. Vi
vil derfor også gerne opfordre vore medlemmer til at gøre
det samme – nyd ferien og udskyd denne slags støjende
arbejder til senere.
5 Stier.
Vi har i vort område et skønt stisystem.
Det er en fornøjelse og en stor naturoplevelse at gå en tur
ned af stien mellem Sinnesvej og Sylviavej.
Eller ind gennem skoven langs Sarasvej, forbi lunerne, over
engen og op til Sofievej.
Eller fra Sarasvej og ud på det skønne fællesareal mod øst.
Bestyrelsen er glad for i dag at kunne oplyse, at vort sti
system vil blive endnu bedre, idet en række medlemmer har
foreslået en forlængelse østpå af stien mellem Sinnesvej og
Sylviavej, således at den nu også kommer til at gå ud i
Sarasvej ud for nr. 51.
Medlemmerne har aftalt forløbet af stien med de nærmeste
naboer til stien, således at den ikke bliver til gene for
dem, og medlemmerne vil selv sørge for anlæggelse af stien.
Et flot initiativ, som bestyrelsen vil støtte i det omfang,
det måtte ønskes.
Det er naturligvis meget godt med disse flotte stier, men
kan vore medlemmer og gæster finde dem.
Vi har i dag skilte sat op, men for at få endnu flere ud på
stierne vil en af opgaverne for det nye vejudvalg også være
at se på skiltningen til stierne.
Og hvad så med samtidigt at se på husnummer skiltningen, som
er placeret ude ved vejene – vi har efterhånden mange
varianter heraf, så det var måske værd at se på, om vi kunne
få en mere ensartet skiltning af husnumre og stierne.
Medlemmer af foreningen har her i foråret spredt flis ud på
flere af vore stier, således at de nu er rigtig gode at
færdes på. Et stort arbejde, som nok ikke blev lavet uden
interesserede medlemmers frivillige arbejdskraft.
6 Deklarationen.
Det er bestyrelsens indtryk, at medlemmerne i det store og
hele er flinke til at overholde deklarationen. Det er vi
yderst tilfredse med, for der er ikke noget der er så træls
som at skulle påtale overtrædelser.
Men på den anden side er bestyrelsen forpligtiget til at
påtale eventuelle overtrædelser, og det sker da også, at vi
må vejlede medlemmer i forståelsen af deklarationen.
Den daværende bestyrelse ansøgte i 2005 i henhold til en
vedtagelse på generalforsamlingen kommunen om at få ændret
deklarationen med hensyn til husenes form.
Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til, at der først
skulle laves en ny lokalplan for vort område, og at en sådan
ikke havde udsigt til at blive lavet de første år.
Kommunen har nu oplyst, at de forventer at have lokalplanen
klar til årsskiftet 2008 / 2009.
Lokalplanen vil ikke erstatte vores deklaration, men hvad
den ellers kommer til at betyde for os, ved vi ikke lige for
tiden.
Bestyrelsen vil derfor ikke foretage sig yderligt med hensyn
til deklarationen, indtil vi ser lokalplanen.
Medlemmerne må endvidere være indstillet på, at det bliver
relativt svært at få dispensationsansøgninger igennem hos
kommunen, og at vi i bestyrelsen i tilfælde af en høring i
sagen også vil være yderst forsigtige med at godkende en
sådan ansøgning.
Men bestyrelsen er også opmærksom på, at flere medlemmer
f.eks. ønsker at bygge til deres huse på måder, som ifølge
vores deklaration ikke er tilladt i dag.
Bestyrelsen går ind for, at vi i de kommende år skal have
lavet en revision af deklarationen, især med hensyn til,
hvordan vi må udvide / ombygge vore huse. Men en betingelse
er, at vi ikke får ødelagt vort område med usmagelige
tilbygninger og lignende.
Det skal være til gavn for det enkelte medlem, men ikke til
ulempe for andre medlemmer.
Vi har ikke i dag fra bestyrelsens side et forslag om,
hvordan vi skal gribe en sådan sag an, men det er vel noget
med nedsættelse af et udvalg, input fra medlemmer og ekstern
hjælp fra f.eks. et arkitektfirma, således at vi også får
set på sagen af sagkyndige.
7 Sammenslutningen af sommerhusejerforeninger i
Jammerbugt Kommune.
Sammenslutningen består i dag af 55 grundejerforeninger ud
af 81 foreninger i kommunen, og den har til formål at
varetage medlemmernes interesse af generel karakter i
forhold til kommunen og andre myndigheder.
Der afholdes et par møder om året samt et møde med kommunen,
hvor alle formændene i grundejerforeningerne inviteres til
at deltage.
Der har været holdt et møde i sammenslutningen den 1.
november 2007 og et møde med Jammerbugt Kommune og
formændene den 30. april 2008.
Blandt de sager, der har været oppe med kommunen, kan
nævnes:
- mobiltelefondækningen
- naturpleje
- hastighedsbegrænsninger
- halm i klitterne
- renovationsordninger / bobler
Med hensyn til affaldsboblerne, som vi jo har et par stykker
af ved indkørslen til Kettrup Bjerge Vej, så har mange
foreninger de samme problemer med dem som vi har.
Kommunen har for et par år siden som et forsøg befæstet
pladsen og sat stakit op omkring boblerne, og de mener selv,
at det har afhjulpet de værste gener. Det er nok også
rigtigt, men problemet med henkastet affald er ikke løst.
Selve affaldspladsen er stillet til rådighed for kommunen af
Grundejerforeningen Ørnbjerg II – bl.a. Pernillevej og
Piasvej - og deres aftale med kommunen er, at såfremt
tilstandene omkring boblerne ikke er ordentlige, bliver
pladsen fjernet permanent.
Ørnbjerg II er i løbende kontakt med kommunen for at få
forbedret forholdene omkring boblerne, og fra vor side
støtter vi deres initiativ bedst muligt.
Referater fra møderne samt nyhedsbreve fra foreningen er
løbende lagt ud på vores hjemmeside.
8 Hjemmesiden.
Som det er nævnt nogle gange, lægger bestyrelsen flere og
flere oplysninger ud på vores hjemmeside.
Det er bestyrelsens hensigt sammen med Povl-Erik Halmind,
som er webmaster på siden, til stadighed at udvikle
hjemmesiden således at den dels indeholder aktuelle
oplysninger om bestyrelsens arbejde og beslutninger, og dels
indeholder mere faktuelle oplysninger som f.eks. vore
vedtægter, deklarationen, områdets historie, flora og fauna
samt link til relevante firmaer og myndigheder.
Bestyrelsen og webmaster er godt klar over, at hjemmesiden
ikke i øjeblikket bliver brugt af ret mange af vore
medlemmer. Men det er vort håb, at flere og flere medlemmer
vil bruge hjemmesiden i fremtiden.
Og er der medlemmer, som har forslag til indholdet af
hjemmesiden eller hvad vi kan gøre bedre, hører vi meget
gerne fra jer.
9 Botanisk beskrivelse.
I notat lagt ud på vor hjemmeside den 8. december sidste år
oplyste vi, at vi havde fået Anne Marie Steffensen fra
Jammerbugt Kommunes afdeling for Miljø og Natur til at lave
en botanisk beskrivelse af vort område.
Den 16. juni gik Povl-Erik Halmind og undertegnede så gennem
området sammen med Anne Marie.
Og vi må sige, at det blev en naturoplevelse ud over det
normale. Det var meget berigende at høre Anne Marie fortælle
om området, hvordan det på steder er ved at forandre sig fra
mose til eng, om planterne og om, hvordan vi ud fra en
botanisk synsvinkel bedst holder området i fremtiden.
Anne Marie lavede notater om, hvilke planter der findes i de
forskellige områder i vor udstykning, og tog endvidere
sammen med Povl-Erik en lang række fotos.
De fotos som blev taget , er allerede lagt ud på vor
hjemmeside. Og vi har for få dage siden modtaget den
botaniske beskrivelse. Beskrivelsen vil blive sendt ud til
hvert enkelt medlem i uredigeret form sammen med referatet
af generalforsamlingen, og sammen med Povl-Erik vil vi koble
fotos og beskrivelsen sammen, således at de kan lægges ud på
hjemmesiden som en helhed.
Anne Marie ville gerne været kommet her i aften for at
fremlægge den botaniske beskrivelse, men hun er desværre –
for os her i aften – bortrejst på ferie.
Men Anne Marie har foreslået, at vi sammen laver en
naturvandring i vort område, hvor hun så vil fortælle om
floraen m.v.. Vi har naturligvis modtaget hendes tilbud med
åbne arme, og vi må nu finde et passende tidspunkt herfor –
i år eller til næste forår.
For god ordens skyld skal nævnes, at Anne Maries
omkostninger i forbindelse med den botaniske beskrivelse
afholdes af Jammerbugt Kommune.
Det kunne også være spændende at få lavet en lignende
beskrivelse af de fugle og dyr, som i årets løb træffes i
vort område. Men hvordan vi skal gøre det, har vi ingen
mening om i øjeblikket. Men Peter Bonne Eriksen har måske
vist vejen ved at sende os nogle private optagelser af
Mosehornuglen og Tornskaden, som kan ses på vor hjemmeside.
Så er der andre medlemmer, som ligger inde med gode fotos
taget i vort område af fugle og dyr, må i meget gerne sende
dem til os.
10 Bogen om Saltum og badestederne Kordals klit
samt Kettrup Bjerge.
På generalforsamlingen sidste år omtalte Svend Mejlholm, at
forfatteren Knud Prebensen barslede med en ny bog om bl.a.
Kettrup Bjerge.
Bogen er nu udkommet, og den har været omtalt på vor
hjemmeside.
Den koster normalt 150,- kr., men interesserede kan købe den
her i aften for 125,- kr..
Knud Prebensen har tidligere udgivet bogen om ”Grønhøj”.
11 Tak til alle frivillige.
Bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at takke alle
de medlemmer, som i årets løb har været med til at
vedligeholde vort skønne område.
Ingen nævnt – ingen glemt.
Men der bliver virkeligt gjort et stort stykke arbejde med
at vedligeholde de enkelte parceller, men også og ikke
mindst vore fællesarealer med oprydning, beskæringer af
træer, plantning af nye, udlægning af flis på stier osv –
osv.
Foreningen sparer ikke alene mange penge herved, men
arbejdet bliver også gjort på en måde, som er meget bedre
end hvis vi skulle leje firmaer til at gøre det.
Bestyrelsen vil fortsat gerne støtte dette frivillige
arbejde, og vi håber at i kontakter os, såfremt vi på nogen
måde kan være behjælpelig.
12 Tak til bestyrelsen.
Som formand for foreningen vil jeg også gerne takke vor
webmaster, revisor og den øvrige bestyrelsen for et godt
samarbejde, og for det arbejde i har udført for foreningen i
det forløbne år.
Og hermed har jeg sluttet formandens beretning, og vil gerne
give ordet tilbage til dirigenten.
11.07.2008 Søren Dam
Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer
Grundejerforeningen ØRNBJERG
Dato: 31.maj 2008
Vedr.: Forslag til revidering
af foreningens vedtægter.
Den foreslåede revidering har
udelukkende til hensigt at ajourføre vedtægterne med hensyn
til kommunesammenlægningen og kontingent opkrævningen, som
nu foretages af Jammerbugt Kommune via ejendomsskatten i
stedet for af foreningen selv.
Revideringen af vedtægterne
foretages i henhold til vedtægternes § 11.
Ændringer:
§2
Nuværende: Foreningens
hjemsted er Pandrup Kommune tmder Brønderslev ret, der er
foreningens værneting.
Ændring:
Foreningens hjemsted er Jammerbugt Kommune under
Tinglysningsretten i
Hobro.
§5
Stk 3.
Nuværende: Både den tidligere
og den nye ejer er pligtige at anmelde ejerskifte til
foreningen ved dennes kasserer og i forbindelse hermed
oplyse foreningen om den nye ejers navn, stilling og bopæl
samt parcellens parcelnummer og matrikelnummer.
Ændring: Både
den tidligere og den nye ejer er pligtige at anmelde
ejerskifte til foreningen
ved dennes sekretær og i
forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn,
stilling og bopæl samt parcellens parcel nummer og
matrikelnummer.
§6
Stk. 6
Nuværende: I øvrigt betaler
hvert medlem for hver parcel, han ejer, et årligt kontingent
til foreningens administration og øvrige udgifter, at
erlægge inden Y.1 (
1. april) for det pågældende kalenderår.
Ændring: I
øvrigt betaler hvert medlem for hver parcel, han ejer, et
årligt kontingent til
foreningens administration og
øvrige udgifter.
Stk. 8
Nuværende: Indbetalingen af
kontingent kan ske til foreningens girokonto eller andet af
grundejerforeningens bestyrelse angivet sted.
Ændring: Indbetalingen af kontingent sker for det pågældende
kalenderår via" Skatter og
afgifter m.m. af fast ejendom
", opkrævet af Jammerbugt Kommune.
Stk. 9
Nuværende: Er et medlem mere
end l måned i restance til foreningen, kan det pågældende
beløb inddrives ad retslig vej efter at der forinden er
givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at
berettige restancen.
Stk. 10
Nuværende: Alle omkostninger
i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende
restant, der endvidere skal betale administrationstillæg for
restancen, svarende til 1/2 ( en halvdel) af
årskontingentet.
Nuværende: Er restancen ikke
indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes
retten til at deltage i denne generalforsamling samt
valgbarhed.
Stk. 11
Nuværende: Er restancen
ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling,
fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling
samt valgbarhed.
Ændring :
Stk 11 udgår§18.
Nuværende: Foreningens
opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen
eller halvdelen af foreningens medlemmer og kan kun vedtages
efter de om lovændringer gældende regler og med samtykke af
Pandrup Kommune. Forslaget skal indeholde bestemmelse om
anvendelse af foreningens formue.
Ændring:
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra
bestyrelsen eller
halvdelen af foreningens
medlemmer og kan kun vedtages efter de om lovændringer
gældende regler og med samtykke af Jammerbugt
Kommune.Forslaget skal indeholde bestemmelser om anvendelse
af foreningens formue.
På bestyrelsens vegne.
Søren Dam
Formand.

Budgetforslag |

|
Referat
Grundejerforeningen
”Ørnbjerg”
Protokol over ordinær
generalforsamling, afholdt den
11. juli 2008 på Camping Rolighed, Ingstrup.
Referent: Flemming Lundby, sekretær.
Generalforsamlingen startede med fællessang,
”Jylland mellem tvende have”
1.
Valg af dirigent
Peter Bonne Eriksen blev valgt –
bestyrelsens forslag.
2.
Bestyrelsens beretning ved
formanden, Søren Dam .
Beretningen følger hoslagt.
3.
Regnskab v/kasserer Bjarne Madsen.
Godkendt uden kommentarer.
4.
Bestyrelsens forslag til
vedtægtsændringer, udsendt sammen med indkaldelsen til
generalforsamlingen.
Ændring: Tinglysningsretten i Hobro ændret til retten
i Hjørring.
Forslaget blev herefter vedtaget.
5.
Rettidigt indkomne forslag.
Ingen forslag modtaget.
6.
Fremlæggelse af budget og
fastlæggelse af kontingent v/kasserer Bjarne Madsen.
Vedtaget med en enkelt kommentar ang.
bortkørsel af grene.
7.
Valg af formand.
Søren Dam genvalgtes med
akklamation.
8.
Valg af bestyrelsesmedlem og
suppleant, sekretær Flemming Lundby stoppede efter 6 år i
bestyrelsen.
Nyvalgt til bestyrelsen blev 1. suppleant
Helle Poulsen,
Sinnesvej 48.
Torsten Lassen, Sarasvej 48, valgtes til ny 1.
suppleant.
9.
Valg af revisor og
revisorsuppleant.
Her var der genvalg til hhv. Svend Mejlholm
og Carsten Hestehave.
10.
Eventuelt.
Ingen ønskede ordet her og dirigenten overgav ordet til formanden
for en afsluttende bemærkning og den ordinære del af
generalforsamlingen sluttede med fællessang ”Danmark nu blunder den
lyse nat”.
Brønderslev den 20.juli 2008.
Udenfor protokol.
-
Den ordinære generalforsamling i 2009
finder sted fredag den 10. juli kl. 19.00 på Camping Rolighed.
-
Nyhedsmail
Medlemmer, som via mail ønsker at blive orienteret når der lægges
nyheder ud på foreningens hjemmeside, bedes venligst sende deres
mailadresse til foreningens sekretær, Helle Poulsen –
hp@aalborghus.dk
-
Bogen om Saltum og badestederne Kordals
Klit samt Kettrup Bjerge, skrevet af Knud Prebensen og omtalt i
formandens beretning, kan købes hos ” Egnssamlingen ”, Fårupvej 3,
Saltum . Oplys medlemskab af grundejerforeningen, så er prisen 125,-
kr. i stedet for 150,- kr.
Søren Dam
|